Det er oplagt, at krydre opholdet i Marmaris eller Icmeler med en tur til den græske ø Rhodos. Katamaranbådene sejler på under en time til den livligt Rhodos by, som er øens ”hovedstad”. Strandene er udmærket, nattelivet kulørt, men først og fremmest er kulturarven og byens middelalderkerne uforlignelig.
I perioden maj-oktober er der daglige afgange fra Marmaris til det smukke Rhodos, som blot ligger en 50 minutters bådtur væk. Rhodos er en oplagt dagsudflugt for den travle turist, men har man tiden, kan det absolut anbefales at købe en åben returbillet. For øen har rigtig meget at byde på, selvom Kolossen, der var et af verdens 7 vidundere, desværre forsvandt for mange tusinde år siden.
Rhodos by er temmelig befærdet med 57.000 indbyggere og en masse turister i højsæsonen. Byen blev grundlagt 400 før Kristi fødsel, men er mest præget af Johanniterriddernes bygninger fra 1300-1500-tallet, inden den blev tyrkisk i 1522. Under verdenskrigene var øen under italiensk herredømme, men den blev i 1947 overgivet til Grækenland. I dag er Rhodos en utrolig populær ferieø, som heldigvis er stor nok til stadig at byde på fredfyldte områder, med ægte græsk atmosfære.
Den meget velbevarede gamle by er Europas største middelalderkerne og optræder på listen over Unescos verdenskulturarvsliste. Bydelen omkranses af en fire kilometer lang bymur og indenfor denne kan man se både muslimske og kristne kulturminder, som for eksempel Süleiman-moskéen og Mariakirken. Riddergaden er en af de største attraktioner, der med sine sandstensbygninger på begge sider, fører op til den imponerende Stormesterens plads.
Foruden smukke, gamle bygninger byder den gamle by på et aktivt byliv med turbureauer, hoteller, pensionater og hyggelige restauranter, hvor priserne desværre ligger niveauet over resten af byen. Byens restauranter serverer mad fra alle verdenshjørner, men de steder der serverer lokal, græsk mad er oftest både bedst og billigst. Sokratesgade er den gamle bys mest spændende shoppinggade med alt hvad hjertet begærer indenfor tæpper, kunsthåndværk, smykker og lædervarer.
I den gamle by finder man det arkæologiske museum, med fund fra bl.a. Kamiros og Lindos, der er øens to vigtigste ruinbyer. Disse byer er et oplagt udflugtsmål, hvis man har tid til at blive på øen over nogle dage. Det kan i det hele taget anbefales at tage bussen fra Rhodos by, væk fra masseturismen, og ud til en af landsbyerne, hvor lokalbefolkningen lever det stille landbrugsliv. Der er også mulighed for leje af bil eller scooter.
På toppen af bjerget Monte Smith ligger Rhodos Akropolis fra 200 før Kristi fødsel. Herfra er der en spektakulær udsigt over byen. Især ved solnedgang er det syn man ikke bør snyde sig selv for. Vil man hellere ud i nattelivet, når solen går ned, så er der også rig mulighed for det. I byens forlystelsesgader ligger der adskillige diskoteker, pubber og kasinoer, der sikrer at selv den mest festglade turist ikke tager skuffet fra Rhodos.