Antalya er ingen lille ferieby. Byen har 0.5 millioner indbyggere, og besøges flittigt af både vestlige og tyrkiske turister. Antalya er en kontrastfyldt by, som både rummer moderne storbyatmosfære, landsbystemning i det gamle romerske centrum og et fattigt landbrugssamfund, hvor bønder forsøger at tjene til dagen og vejen.
Antalya er den største by på den tyrkiske Middelhavskyst og hovedparten af Tyrkiets charterfly lander i byens lufthavn 10 km fra centrum. Herfra drager turister videre til Alanya og Side. Mange bliver selvfølgelig i Antalya, og det er der er der god grund til at gøre! Man skal ikke vælge Antalya på grund af strandene, men byen byder på et stykke autentisk Tyrkiet, som kun få steder kan opleves i samme grad.
Inde i den gamle by, Keleici, er der en helt speciel hyggelig stemning. Som kontrast til den ellers så livlige storby, ligger her et lille landsbysamfund, hvor byens mænd får sig en hyggestund over et spil domino i omgivelser af velbevarede osmanniske bygninger og romerske ruiner. Nær hovedtorvet finder man Antalyas 38 meter høje vartegn, Yivli Minare – ”den rillede minaret”. Med sine mørkeblå fliser rejser den sig som et stolt monument opført af den seljukkiske sultan Alaettin Keykubat i 1300-tallet. Når man træder ind af den gamle byport, Hardrian, som danner indgang til den gamle by, mødes man straks af et væld af boder med souvenirs. Her er der er gode muligheder for at erhverve sig et flot stykke kunsthåndværk, eller et af de tæpper bydelen har et stort udvalg af. Den klassiske tyrkiske basar skal også findes i Keleici. Mange restauranter og pensionater i den gamle by ligger i restaurerede huse fra den osmanniske periode, og efter sigende er det i Antalya, man finder nogle af Tyrkiets bedste restauranter. Rundt om den gamle by ligger en gammel romersk bymur, og på den anden side af muren pulserer det moderne bycentrum med dens modebutikker og folkemylder.
Vil man opleve den traditionelle tyrkiske badekultur, så har Alanya op til flere hammammer. Til ære for turisterne har visse hammammer en fælles afdeling, hvor mænd og kvinder kan bade sammen – noget der ellers er utænkeligt i den klassiske tradition.
To kilometer vest for bycentrum ligger Antalyas museum, der har en imponerende samling af velbevarede skulpturer, sarkofager m.m. fra forskellige perioder. Museet betragtes som en af de vigtigste arkæologiske samlinger i Tyrkiet. Specielt samlingen af græske gudestatuer er betagende.
En af Antalyas største attraktioner er den romerske havn, der blev restaureret i 1980’erne og nu fungerer som lystbådehavn. Herfra er der masser af muligheder for forskellige bådture, hvad enten man vil af sted i et par timer eller et par dage. En af de populæreste ture går til foden af de smukke Düdenvandfald 10 kilometer nord for Antalya. Vandfaldene kan i øvrigt også nås med busudflugter. En anden udflugtsmulighed er Dedeman Aquapark, der titulerer sig som det største vandland i Mellemøsten.